Realitet trumfer formalitet i ny EU-dom om social sikring

01.09.2020

Der er i EU forordningen om koordinering af de sociale sikringsordninger fastsat regler om, hvilken lovgivning der finder anvendelse for personer, der gør brug af arbejdskraftens frie bevægelighed. Reglerne sikrer, at de pågældende mobile arbejdstagere kun er omfattet af én lovgivning om sociale sikringsordninger. Det er særligt relevant for chauffører, der kører internationalt og i flere medlemsstater.

En sag, der for nyligt er afgjort ved EU-domstolen, omhandlede en konstruktion, hvor en række chauffører ifølge deres ansættelseskontrakter var ansat hos et selskab på Cypern, hvorfra de også fik udbetalt deres løn. Det cypriotiske selskab havde indgået aftaler med nogle hollandske transportvirksomheder om flådestyring af disses tunge køretøjer mod en provision. Transportaktiviteten foregik dog for transportvirksomhedernes egen regning og risiko.

Ansatte, der er beskæftiget i to eller flere medlemsstater, og som ikke overvejende er beskæftiget i den medlemsstat, hvor de bor, er som udgangspunkt underlagt reglerne i den medlemsstat, hvor arbejdsgiveren har sit forretningssted. I den konkrete sag skulle det derfor afgøres, hvem der kunne anses for arbejdsgiver.

EU-domstolen fandt, at ansættelseskontrakterne ikke i sig selv var nok til at etablere det underordnelsesforhold, som påkrævet i et ansættelsesforhold. Det afgørende element var i stedet chaufførernes objektive arbejdssituation, herunder hvilken virksomhed, der udøvede de faktiske ledelsesbeføjelser over chaufførerne, hvilken virksomhed, der bar de faktiske lønomkostninger ved chaufførernes arbejde og hvem, der havde den faktiske beføjelse til at afskedige chaufførerne.

Chaufførerne stod til fuld rådighed for de hollandske transportvirksomheder, som også havde udvalgt dem. De hollandske transportvirksomheder kunne også afgøre, om en chauffør skulle afskediges. Endelig blev chaufførernes løn reelt afholdt af de hollandske transportvirksomheder i form af den provision, der blev betalt til det cypriotiske selskab.  EU-domstolen fandt, at det formentlig var de hollandske virksomheder, der var de reelle arbejdsgivere, og at den hollandske lovgivning om sociale sikringsordninger derfor skulle gælde. Det er nu op til de hollandske domstole at afgøre den konkrete sag.

Sagen er det seneste eksempel på, at EU-domstolen lader de reelle forhold være gældende fremfor det formelle, når det skal afgøres, hvem der er arbejdsgiver for en international chauffør med tilknytning til mere end et land. At chaufførerne havde kontakt med et cypriotisk selskab og også fik deres løn udbetalt fra Cypern trumfede altså ikke, at det var de hollandske transportvirksomheder, der reelt fungerede som arbejdsgiver.

Du kan finde afgørelsen fra EU-domstolen i sin helhed her.