29.11.2019
De politiske forhandlinger omkring en aftale mellem Dansk Arbejdsgiverforening, DA og Fagbevægelsens Hovedorganisation, FH spidser til. En konsekvens af aftalen vil være, at 3F i praksis får monopol på overenskomster på vejgodstransportområdet, og det vil have fatale konsekvenser for ITD Arbejdsgiver og hele branchen.
ITD Arbejdsgiver og ITD arbejder meget aktivt på at påvirke den politiske proces og søger med alle midler at undgå den nuværende katastrofekurs.
Til orientering blev nedenstående pressemeddelelse udsendt i går aftes.
Hvis der er spørgsmål eller kommentarer, så er I altid meget velkomne til at tage fat i direktør Trine S. Plesner.
Pressemeddelelse: Katastrofalt finanslovsresultat: 3F får nu monopol på transportoverenskomster
Det forlyder her til aften, at S-regeringen i finanslovsforhandlingerne har sikret sig et flertal, der vil give 3F monopol på alle overenskomster på transportområdet i Danmark.
- Vi er rystede i det danske transporterhverv. 3F og deres modparter får nu ved lov magt til at diktere alle løn- og arbejdsvilkår i hele det danske transporterhverv. Friheden til at vælge mellem forskellige overenskomster forsvinder, og markedskræfterne sættes helt ud af spil. Lander finansloven, som det nu forlyder, så er det dybt skadeligt for hele det danske transporterhverv og i strid med alle demokratiske principper, siger Carina Christensen, administrerende direktør i ITD.
ITD betegner det som magtfuldkommenhed, at regeringen med et flertal i ryggen nu vil tildele al magt til én lønmodtagerorganisation på transportområdet med fatale konsekvenser for en række øvrige organisationer.
- Vi har hele tiden kæmpet for, at der skal være plads til forskellige landsdækkende overenskomster på transportområdet i Danmark. Nu har trusler om storkonflikt ved de kommende overenskomstforhandlinger på DA/FH-området åbenbart fået et politisk flertal til at vende det blinde øje til. Et overenskomstmonopol til 3F er et hårdt angreb både mod de danske transportvirksomheder og det danske demokrati, siger Carina Christensen.
- I ITD kæmper vi hver dag for frie og fair lønaftaler med ordentlige løn- og ansættelsesvilkår, og selvfølgelig skal lovgiverne sikre – og ikke forhindre – at der er flere landsdækkende overenskomster at vælge imellem for danske transportvirksomheder. Et kommende monopol vil være ødelæggende for det danske transporterhverv, og vi appellerer stærkt til de ansvarlige politikere om at komme til fornuft, inden der lukkes en finanslovsaftale. Uanset hvad man bliver tilbudt i en studehandel, så er det en alt for høj pris at sætte demokratiets grundsten om foreningsfrihed over styr, siger Trine S. Plesner, direktør i ITD Arbejdsgiver.
ITD og ITD Arbejdsgiver har allerede anlagt en sag mod den danske stat for at sikre reel foreningsfrihed i Danmark. Hvis finansloven ender med at give 3F monopol på transportoverenskomster, vil ITD juridisk bekæmpe dette med alle midler.
CVR 37450820