09.01.2018
Det kan betale sig at have styr på arbejdslysten, for forskning og undersøgelser viser, at bedre trivsel giver større produktivitet. Og virksomheder med en høj medarbejdertrivsel kan nemmere tiltrække medarbejdere. Ny rapport fra ITD og Krifa om God Arbejdslyst viser, at medarbejdere i vejgodstransportbranchen hos ITD’s medlemmer har en højere arbejdslyst end gennemsnittet af danskere.
ITD-medlemmernes medarbejdere er glade for deres arbejde. Det slår en rapport om God Arbejdslyst i vejgodstransportbranchen fast. På en skala fra 0 til 100 ligger medarbejdernes arbejdslyst på 76 point. Det er lidt højere end danskernes gennemsnitlige arbejdslyst, som ligger på 74 point.
De to mest afgørende faktorer for arbejdslysten hos både ITD-medlemmers medarbejdere og den gennemsnitlige dansker er de samme. Den første er oplevelsen af, at arbejdet giver mening, og den anden er, at vi mestrer vores job. De øvrige faktorer, som har betydning for arbejdslysten, er især god ledelse, balance mellem arbejdsliv og privatliv samt forholdet til kolleger.
- For at kunne arbejde effektivt med at øge arbejdslysten kræver det, at man kender temperaturen på arbejdslysten her og nu. Det er derfor, at ITD sammen med Krifa har lavet denne overordnede måling. Den kan vores medlemmer bruge til at tage bestik af, hvordan det står til med arbejdslysten i branchen. Nu er det så op til hver enkelt virksomhed at vurdere, hvad næste skridt skal være for dem, siger Trine Schiørring Plesner.
Bruge værktøj
Rapporten bliver nu bredt ud i branchen, for selv om det generelt ser godt ud med arbejdslysten i vejgodstransportbranchen, så er der plads til forbedringer, og her kan man arbejde målrettet med trivslen og arbejdslysten i virksomhederne.
Man kan vælge at bruge et værktøj til at måle trivslen og arbejdslysten i virksomhederne og så holde det op imod branchemåling. Det kan eksempelvis bruges aktivt i forhold til MUS-samtaler eller fastholdelse og rekruttering.
ITD anbefaler, at man bruger det netbaserede værktøj, GAIS, som Krifa Erhverv har udviklet og er gratis at bruge. GAIS måler og synliggør arbejdslysten hos virksomheden, i teams eller hos den enkelte medarbejder. Resultatet præsenteres overskueligt og forståeligt i tal og grafer og kan printes enten som en rapport eller som en PowerPoint.
Resultaterne sammenlignes med tallene for danskernes arbejdslyst generelt, og der er skræddersyet hjælp og inspiration til at arbejde videre med at styrke arbejdslysten i virksomheden eller hos den enkelte.
Hvis du vil vide mere om, hvordan I kan arbejde målrettet med trivsel og arbejdslyst, er du meget velkommen til at kontakte ITD for rådgivning.
Tag målingen på: www.gais.dk/erhverv
Læs mere:
Se hele rapporten på: http://itd.dk/dokumenter/arbejdsmarked/
CVR 37450820