Medarbejderes vanvidskørsel

Medarbejderes vanvidskørsel – kan man som arbejdsgiver sikre sig?


17.05.2021


Folketinget har vedtaget nye regler, som fra den 31. marts 2021 giver myndighederne mulighed for at konfiskere biler i tilfælde af vanvidskørsel. Dette uanset om føreren ejer bilen.


Der er pr. 31. marts 2021 indført nye regler, der har til hensigt at komme problemet med vanvidsbilister til livs. Vi giver nedenfor en kort gennemgang af de nye regler samt råd til, hvordan du som arbejdsgiver kan forsøge at imødegå urimelige konsekvenser.


Hvad er vanvidskørsel?
Justitsministeriet og Transport- og Boligministeriet har i dialog med politiet og anklagemyndigheden foretaget en afgrænsning af begrebet vanvidskørsel. Vanvidskørsel omfatter følgende forseelser, der anses for særligt alvorlige og med en særlig høj farlighed:

  • uagtsomt manddrab under særligt skærpende omstændigheder
  • uagtsom forvoldelse af betydelig skade på nogens legeme eller helbred under særligt skærpende omstændigheder
  • forsætlig forvoldelse af nærliggende fare for nogens liv eller førlighed
  • særlig hensynsløs kørsel
  • kørsel med en hastighedsoverskridelse på mere end 100 pct. ved kørsel med over 100 km/t
  • kørsel med en hastighed på 200 km/t eller derover
  • spirituskørsel med en promille over 2,00.


Køretøjet konfiskeres
Straffene for føreren af køretøjet er skærpede, men de nye regler indeholder også et udgangspunkt om konfiskation af køretøjet uanset ejerforholdene. Som arbejdsgiver risikerer du derfor at få virksomhedens køretøj konfiskeret i forbindelse med en medarbejders vanvidskørsel, og det uanset om du ejer eller leaser køretøjet.


Erstatningsansvar
Konfiskeres virksomhedens køretøj som følge af en medarbejders handlinger, vil du sædvanligvis have et erstatningskrav mod medarbejderen for det tab, du har lidt. Afhængigt af køretøjets værdi og medarbejderens økonomiske forhold, kan der dog være store forskelle på, hvilken værdi et erstatningskrav reelt har. Erstatningskravet kan rejses i forbindelse med straffesagen mod føreren, og du får som ejer beskikket en advokat, som hjælper med dette.


Hvad kan man gøre for at undgå konfiskation?
Udgangspunktet i de nye bestemmelser er, at køretøjet konfiskeres. Det sker medmindre konfiskationen må anses for uforholdsmæssig indgribende. I den vurdering vil indgå, hvad ejeren har gjort, for at sikre sig mod vanvidskørsel.


For at sikre sig dels mod, at vanvidskørsel overhovedet forekommer, og dels for at forsøge at imødegå en eventuel konfiskation bør du orientere dine medarbejdere om de betydelige økonomiske konsekvenser ved vanvidskørsel.


ITD Arbejdsgiver har forud for vedtagelsen af de nye regler tilkendegivet, at vi er enig i hensigten, men mener, at de nye regler går for langt, idet der mangler tilstrækkelige hensyn til den tunge erhvervstransport.

Har du spørgsmål til de nye regler om vanvidskørsel er du velkommen til at kontakte ITD Arbejdsgiver.