Varsling af ferie

Tid til at varsle ferie mellem jul og nytår

 

26.10.2018

 

 

Har din virksomhed planer om at holde ferielukket helt eller delvist mellem jul og nytår, skal du huske at varsle afholdelse af ferie over for medarbejderne. ITD Arbejdsgiver gør opmærksom på, at varsling af juleferie følger ferielovens regler om restferie og skal derfor varsles med mindst én måned inden ferien skal afholdes.

 

I år falder første feriedag mellem jul og nytår torsdag den 27. december 2018, og du skal derfor som udgangspunkt varsle ferieafholdelse senest mandag den 26. november 2018, hvis virksomheden eller dele heraf holder lukket i hele perioden mellem jul og nytår.

 

Ved ferielukning mellem jul og nytår skal du være opmærksom på, at Ferieloven indeholder særlige regler. Holder din virksomhed helt eller delvist ferielukket i dagene mellem jul og nytår, skal din virksomhed for hver enkelt medarbejder reservere feriedagene hertil ud over de 15 feriedage, der er anvendt til hovedferien. Foretages denne reservation ikke, er du forpligtet til at betale løn under ferielukningen til medarbejderen. Har medarbejderen ikke optjent ferie til hele ferielukningen eller dele af den ud over hovedferien, eller er al ferie forbrugt under ansættelse i en anden virksomhed, er du derimod ikke forpligtet til at betale løn under ferielukningen.

 

Hvis din virksomhed alene kører på lavere blus mellem jul og nytår, er der ikke tale om ferielukning. Såfremt du i disse tilfælde ønsker at pålægge en eller flere medarbejdere at holde juleferie, skal dette ske efter de almindelige regler om varsling af restferie, og medarbejderen kan kun pålægges at holde ferie i det omfang, de har ferie til gode.

 

Ønsker alle eller flere af dine medarbejdere at holde ferie på samme tidspunkt, bør du og dine medarbejdere så vidt muligt i fællesskab forsøge at nå til enighed om, hvornår den enkelte medarbejder kan holde ferie. Kan I ikke nå til enighed, og kan alle ønsker ikke imødekommes, må du som arbejdsgiver bestemme bemandingen og ferieplanen af med hensyntagen til virksomhedens drift.

 

Du kan læse mere om Ferieloven her.

 

 

 

ITD Arbejdsgiver - Lyren 1 - 6330 Padborg - Tlf. +45 7467 1233 - Fax +45 7467 4317 - info@itdarbejdsgiver.dk - CVR 3745 0820 - Cookies