Ny overenskomst

ITD Arbejdsgiver og Krifa har indgået ny overenskomst


12.04.2019


ITD Arbejdsgiver og Krifa har aftalt en fornyelse af overenskomsten. Ændringerne træder i kraft den 1. juli 2019 og indebærer blandt andet en forhøjelse af mindstelønnen.

 

Overenskomstforhandlingerne mellem ITD Arbejdsgiver og Krifa er vel gennemført, og parterne er blevet enige om fornyelse af overenskomsten for en etårig periode. Den nye overenskomst træder i kraft den 1. juli 2019.

 

Overenskomstfornyelsen betyder en lønfremskrivning, som giver 3,25 kroner mere i timen i mindsteløn for blandt andet chauffører og lagermedarbejdere. Da der er tale om en mindstelønsoverenskomst, bliver der lokalt ude på virksomhederne aftalt en personlig løn ud fra medarbejderens kvalifikationer, anciennitet med videre.

 

Direktør for ITD Arbejdsgiver, Trine Schiørring Plesner, er tilfreds med overenskomsten.

- Vi har bygget videre på de gode grundsten i den gældende overenskomst, og det er meget glædeligt, at vi står med en stærk overenskomst. Den sikrer både gode arbejdsvilkår for medarbejderne og samtidig fleksibilitet for virksomhederne. Det er en stærk overenskomst med løn og ansættelsesvilkår på brancheniveau, siger hun.

 

Medlemmer af ITD Arbejdsgiver vil forud for overenskomstens ikrafttræden få tilsendt en oversigt over ændringerne. Ligeledes sendes den nye overenskomstbog til medlemmerne, når overenskomsten er færdigredigeret og trykt.

ITD Arbejdsgiver - Lyren 1 - 6330 Padborg - Tlf. +45 7467 1233 - Fax +45 7467 4317 - info@itdarbejdsgiver.dk - CVR 3745 0820 - Cookies