Europaeisk arbejdsmarkedsmyndighed

EU har oprettet en europæisk arbejdsmarkedsmyndighed


18.06.2019


EU har oprettet ”Den Europæiske Arbejdsmarkedsmyndighed” (ELA), som har til formål at forbedre det grænseoverskridende samarbejde mellem EU-medlemslandene for derigennem at bidrage til at sikre fair mobilitet i hele EU. ELA skal også bistå med blandt andet information om koordineringen af de sociale sikringsordninger i EU. Når der er mere konkret om ELA’s virke, så vil ITD Arbejdsgiver informere yderligere herom.


Hvilke konsekvenser har ELA for danske vognmænd
Formålet med ELA er blandt andet at give borgerne, herunder arbejdsgivere, adgang til viden om regler for social sikring i de forskellige EU-lande. Et andet mål er at hjælpe og støtte EU-landene i håndhævelse af reglerne for arbejdsmarkedet. ELA kan ved brud på reglerne omkring arbejdsforhold rapportere disse brud til medlemsstaterne og yde bistand til at håndtere dette, såfremt medlemsstaterne måtte ønske det.


ELA skal imødegå disse udfordringer og forbedre samarbejdet mellem EU-landene ved:

  • at lette adgangen til oplysninger om rettigheder og pligter med hensyn til arbejdskraftmobilitet i hele EU samt til relevante tjenester, det vil sige fungere som infodatabase, som også danske vognmænd skal kunne trække på
  • at lette og styrke koordinering medlemslandene imellem om håndhævelse af relevant EU-lovgivning, herunder samordnede og fælles inspektioner
  • at støtte samarbejdet mellem medlemslandene om at bekæmpe sort arbejde
  • at mægle og bidrage til at finde løsninger i tilfælde af grænseoverskridende tvister mellem medlemslande


ELA indebærer derimod ikke nye forpligtelser for EU-landene, borgerne eller arbejdsgiverne. Medlemsstaterne bibeholder deres nationale kompetencer i forhold til at føre kontrol og tilsyn, og det er fortsat arbejdsmarkedets parter, der skal håndhæve overenskomsters overholdelse.


Oprettelsen af ELA begrundes med, at en af de fire grundlæggende rettigheder, som EU-borgere har, er arbejdskraftens frie bevægelighed, og at EU ønsker at sikre og styrke denne rettighed.


ELA’s virkeområde hænger sammen med pågående revisionsarbejde af reglerne om udstationering og koordinering af de sociale sikringsordninger. ITD Arbejdsgiver følger disse områder nøje og vil naturligvis løbende informere om nye tiltag på disse områder.


Det forventes, at ELA vil være i funktion ved udgangen af 2019, og når der er mere konkret om ELA’s virke, så vil ITD Arbejdsgiver informere yderligere herom.

ITD Arbejdsgiver - Lyren 1 - 6330 Padborg - Tlf. +45 7467 1233 - Fax +45 7467 4317 - info@itdarbejdsgiver.dk - CVR 3745 0820 - Cookies